Hå' do lort I ho'

 

Billeder fra turen

 

Et forsøg på at jodle på tryk eller beretningen om Skive Postorkesters vellykkede tur til Tirol.

 

Fredag den 23. september 1994 kl. 13 havde vi sat hinanden stævne ved postkontoret for at fylde bussen med vort habengut, som vi regnede med at få brug for de følgende 9 dage. Det fyldte godt, for der var udsigt til varmt og koldt vejr med solskin og regn.

 

13.45 kørte vi ud af postkontorets gård med kurs mod Salzburg. Til stor forargelse kørte bussen ikke ned ad Slotsgade, så vi måtte lave reglen om "første øl i Slotsgade" om til Søndergade.

 

Efter at have spist vore medbragte madpakker uden for Pøtsch gik turen ned gennem Tyskland i højt humør og afsyngning af Søren's sang og til Aages medbragte harmonika til Hotel Steinhof i Freden, hvor vi skulle overnatte.

 

Lørdag drønede vi videre ad motorvejen, indtil hastigheden blev sat grundigt ned på grund af en lang kø. Vi holdt derfor ind på en rasteplads og spiste vort medbragte kolde bord, der som sædvanlig blev rettet hurtigt og professionelt an. Utrolig lækkert - og så strålede solen.

 

Grænsekontrollen til Østrig tog kun 20 minutter, og så var vi næsten i Salzburg og fandt ret hurtigt Gasthof Kamml i Siezenheim. Der stødte vi "rent tilfældigt" på Asger, som var glad for, at vi havde taget os kærligt af hans hustru i bussen.

Under middagen, som bestod af Truthahn-schnitzel (det er kalkun- på dansk) kom formanden for Salzburg Postorkester og hilste på.

 

Orkestret havde spillet både fredag og lørdag og kom fra et større område, så de var spredt for alle vinde.

 

Søndag formiddag holdt vi øvetime, så vi var bedre rustet til at give koncert i Salzburg. Udenfor gik et optog forbi med musik og høje kanonskrald. Det viste sig, at en helgen for området, Ruperti, blev fejret denne dag. Derfor var der også mange mennesker, kræmmermarked og forlystelser ved Mozarts Platz, hvor vi skulle give koncert kl. 11. Det berettedes, at Mozart bevægede sig i takt til musikken.

 

 

Efter koncerten vandrede vi hen i et kæmpe telt, hvor de bl. a. serverede nogle kæmpe kyllinger og nogle kæmpe øl, både hel- og halvliters. Her spillede et lokalt tyrolerorkester for en masse mennesker, som havde travlt med at spise og drikke. Det endte med, at vor dirigent Bent Otto var på podiet og pindede et nummer med tyrolerorkestret inden vi overtog scenen og viste, at vi da også kunne spille tyrolermusik. Samt nogle af vore lettere glansnumre, som faldt i østrigernes smag. Tyrolernes dirigent skulle naturligvis også øve sig på os. Det var da et forrygende tempo, så vi vil hellere ha' Bent Otto.

 

Nu havde vi jo tjent til føden: 2 pølser med sauerkraut og en halv liter øl, hvilket bekom os vel. Efter at have smidt instrumenterne i bussen, som havde fået særtilladelse til at køre i byen, begav vi os på rundvisning i det gamle Salzburg og så bl.a. de gamle romeres huse, som var bygget ind i klipperne, og udsigten ud over Salzburg. Turen endte i en stor Biergarten, som er et sted, hvor man ved forskellige kiosker selv sammensætter sin menu, som man tager med ud i haven og spiste til den øl, man der kunne købe. For os turister så det ud, som om østrigerne kun spiser èn gang i døgnet, men til gengæld er det så hele dagen.

 

Hans og Helga tog endnu en rundtur omkring Salzburg, idet Helga havde glemt sin taske med pas, postkort og penge ved et lille listigt sted undervejs. Samtidig havde vi mistet Niels, som senere påstod, at det var os, der var blevet væk for ham. Sandheden var nu nok, at han ville hjem og se de danske håndboldpiger i finalen mod Tyskland. Han var i hvert fald på Kamml, da vi kom hjem til en gang wienerschnitzel.

 

Mandag havde vi formiddagen fri og nogle gjorde Salzburg på egen hånd inden vi kl. 13 mødtes for at køre til Schloss Hellbrunn, hvor vi skulle give koncert i slotsgården. En udmærket koncert, da vi først havde fået varmet baryton'erne op. Kustoderne på et museum en kilometer borte havde i hvert fald nydt musikken, som kunne høres tydeligt der.

 

Herefter var vi på rundvisning i parkanlægget, hvor en tidligere biskop havde anlagt "vandspil". Det bestod af skjulte vanddyser, som kunne sættes i gang af vor guide. Vi lærte hurtigt at gå der, hvor jorden var tør, men han snød os et par gange. Bl.a. Rikke, som forsøgte at oversætte hans ordstrøm til dansk, så de ikke-sprogkyndige også kunne følge med, fik våde bukser. Men det var spændende at se, hvad der var lavet med vand: et stort "dukkehus", levendegjort med vandkraft samt fuglefløjt og meget mere.


Hans og Helga fik pas og postkort tilbage. De var smidt i en postkasse i Salzburg.
Hos Kamml serverede de kotelet naturel.

 

Tirsdag måtte vi pakke bussen, da vi skulle skifte domicil. Efter en rundtur i en by uden Shell-tank, et besøg på en anden Shell-tank, som ikke tog imod kontokort og et besøg i Zell am See ved frokosttid, begyndte vi opstigningen gennem 28 hårnålesving ad Grossglockner Hochalpenstrasse til omkring 2500 meters højde. Desværre var det denne dag, det regnede og var tåget. Men vi så de stejle bjergsider. Så rykkede folk med svagere nerver ind på inderpladsen i bussen. Niels Erik, vor trofaste chauffør, prøvede at berolige: "jeg lukker øjnene, hvis det ser for faretruende ud og har vinduet åbnet, så jeg hurtigt kan forlade bussen."

 

Jamen, det gik da godt alligevel og på den anden side af passet skinnede solen. Vi gjorde en fin afstikker til Franz Josefs Höhe, hvor nogle - trods relativt kort tid - var nede og mærke gletscher under fødderne. Andre nød den storslåede udsigt til Grossglockner, inden vi måtte videre til Heiligenblut, hvor vi skulle overnatte.

Byen har fået navn efter en lille flaske indeholdende 3 dråber af Jesu blod, som en dansk munk havde på sig, da han blev fundet under et sneskred. Vi opdagede desværre, at halvpension her kun omfattede morgenmad, så vi måtte finde et andet sted at spise wienerschnitzel. Byen har for øvrigt den mest fotograferede kirke i Østrig, men den er nu også flot.

 

Onsdag fik vi det mest skrabede morgenmåltid på hele turen, men blev da mætte, så vi kunne holde til turen over Lienz og gennem en 5304 m lang tunnel, som efter Rikkes mening måtte være betydeligt mere holdbar end tunnelen under Storebælt. Efter en utrolig flot tur gjorde vi holdt i Rattenberg, som er berømt for fremstilling af krystal. Vi fortsatte forbi Innsbruck til Imst, som skulle huse os de næste tre dage.

 

Efter en gang wienerschnitzel tog vi ud og hilste på Imst postorkester, som netop holdt øveaften onsdag. 60 mand med instrumenter i et kælderlokale på ca. 40 m2 var noget af en oplevelse, men de spillede godt og var glade for de to kartoner Ceres Royal, vi havde taget med til dem.

 

Torsdag tog hovedparten af os på udflugt til Innsbruck, mens andre tog på bjergvandring. Nogle timer på egen hånd i den gamle bydel i Insbruck var spændende, men det var nu også meget sjovt ind i mellem at støde på bekendte fra Skive. Vi nåede også en by-rundtur i Imst, inden vi vendte næsen mod hotellet og wienerschnitzelen.

 

Fredag hev vi instrumenterne frem igen og sikrede os, at der var hul igennem, inden vi begav os til et stort indkøbscenter, hvor vi skulle give koncert. Vi var her hyret af en større musikforretning i centret, som så spenderede varm mad: wienerschnitzel. Flere medlemmer af Imst postorkester var mødt op for at høre vor koncert, som vi høstede megen ros for. En forretning havde udsalg og fik næsten udsolgt af CD'er.

 

Efter koncerten begav nogle sig på en skøn tur, ledet af Inga og Poul Erik, til Rosengartenschluss, som er en kløft forsynet med gangstier med rækværk. En utrolig flot tur med flotte udsigter, små og store vandfald, der springer ud af klippen. Stierne strækker sig over en højdeforskel på næsten 200 meter. Trætte, men rige på indtryk, nåede vi hjem til middagen. Gæt hvad: wienerschnitzel naturligvis. Enkelte forsøgte at etablere en hyggeaften. Den døde relativt hurtigt ud. Vi var ved at være mættede med oplevelser og havde nok alle en lille smule hjemve efterhånden. Vi skulle jo også have pakket sammen og være klar næste morgen tidligt.

 

Lørdag morgen tog vi så afsked med Asger og Anne Lise, som havde kørt i egen bil efter bussen siden Salzburg. De ville gerne hjem og se TV-avis i egen stue. Vi andre tog den mere med ro og overnattede på hotel Lindenhof i Lamspringe, 10 km fra Freden, hvor vi overnattede på vejen ned. Vi ringede for en sikkerheds skyld for at sige, at vi i hvert fald ikke ville have wienerschnitzel en gang til på denne tur. Det fik vi heller ikke. Menuen stod på rødvinsmarineret skinke med rigtige kartofler, som slap op inden Per var blevet mæt. Niels Erik kørte på nogle mindre veje hjemad, så vi undgik køen på 30 km. mellem Hannover og Hamburg.

 

Efter de obligatoriske indkøb ved Pøtsch nåede vi Skive kl. 16.15. Men så havde vi også i Vejle sagt farvel til Flemming og Lise fra Århus, og i Viborg til Werner og Ruth fra Grenå. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have klaret koncerterne uden deres hjælp, så her skal lyde en stor tak for hjælpen. Det kan være vi kalder en anden dag.

 

Efterfølgende mødtes vi den 21. oktober for at se den video, Svend Erik og Bente havde optaget på turen samt kigge hinandens billeder. Også tak til dem for det fine traktement.

 

Og et hip til bestyrelsen: vi glæder os til næste tur, når blot vi ikke skal have 7 gange wienerschnitzel på 6 dage ud af 8 .....

 

Jørgen Hylander