top of page

Som assistent med Skive Postorkester til Alsace.

 

Billeder fra turen

 

Årets rejse- og koncerttur gik til Frankrig, nærmere betegnet Alsace.

 

Vores mellemstation var som tidligere på "Onkel Toms hytte" i Göttingen,hvor vi ankom meget sent efter en anstrengende bustur i "stau" gennem Jylland og Nordtyskland.

 

At køre bus med Skive Postorkester er dog aldrig kedelig. Der er altid megen snak, fællessang og godt med drikkevarer ombord. Hvis tiden indimellem falder lang kan vi regne med at Verner og Jens fortæller historier. Det er en god blanding af sjove vittigheder og egnshistorier fra Skive-egnen, hvor vi fynboer især skal holde ørerne stive når Jens fortæller.

 

Lørdag aften blev vi indkvarteret på vores hotel syd for Strasbourg og vandrede til restauranten, hvor vi blev bænket o bl.a. fik serveret pandekage med fyld (Tarte Flambee). I det hele taget sørgede man under hele turen for, at vi (på godt og ondt) fik et indgående kendskab til de lokale retter og vi undgik da heller ikke at få sauerkraut (på fransk: chourcroute) som er en meget bestant ret med surkål, pølser, kartofler m.v. Heldigvis var der altid god vin og øl at skylle ned med i Alsace, men jeg skal love for, at de går tidligt i seng. Der var ingen værtshuse åbne efter 22.00 på en lørdag aften.

 

På turene er der tradition for, at vi en eller to dage spiser frokost i det grønne med det lokale brød og medbragt pålæg. Denne gang skete det bl.a. ved en dejlig vinmark, hvor desserten bestod af smagsprøver fra vinstokkene. Disse frokoster giver altid en glad følelse af fællesskab.

 

På forhånd var der arrangeret forskellige udflugter og der var gjort plads til, at vi på stedet kunne tilføje nye arrangementer, som vi nu kunne blive enige om. Der var kø til rejselederjobbet og Inger Marie og Niels var dygtige til at fortælle om området og seværdighederne.

 

Vi var bl.a. til vinfest i Molsheim, hvor vi desværre ikke fik mulighed for at spille, men til gengæld kunne lytte til andre orkestre, smage på vin og oste og gå på marked.

 

En hel dag i Strasbourg blev det også til. Efter en flot sejltur på floderne i den centrale del af byen spillede vi ved domkriken for mange mennesker, ikke mindst mange danskere, der syntes, at det var morsomt at høre "Matador" spillet i Frankrig. Efter koncerten gik vi en tur, bl.a. tilden smukke bydel Petite-France.

 

Det blev en speciel oplevelse at besøge resterne af kz-lejren Camp du Struthof beliggende højt i Vogeserbjergene, hvor nazisterne under krigen holdt op til 40.000 mennesker fra hele Europa indespærrede. Der var beretningerom henrettelser, tortur, sult, tvangsarbejde og ydmygelser. Man kan ikke undgå at standse op og fundere over, hvad der får mennesker til at begå sådanne grusomheder. Det virkede surrealistisk at opleve dette i disse fredelige og smukke omgivelser.

 

Vi kørte ad Route des vins D'Alsace (vinruten) og så de snorlige rækker af vinstokke, idylliske landsbyer med velbevarede huse, kirker, foie gras, sko og Bierstuben. Vi smagte Gewurtztraminer, Muscat, Riesling, Pinot Blanc, Pinot Noir, Sylvaner og Tokay, lugtede til ost, ja, nogle tillod sig endda den frækhed at medbringe ost i bussen.

 

Vi besøgte jo også Obernai, Colmar, La petite Venice, Sélestat og Ribeauvillé. Høsten var i fuld gang og netop som vi spillede i Requewihr kom bønderne kørende gennem byen syngende og råbende med bilhornet i bund i glæde over, at høsten var i hus.

 

Det store overblik fik vi også da vi besøgte borgen Haut-Koenigsbourg, som ligger på en bjergtop med udsigt over en stor del af området.

 

Nu må vi ikke glemme musikken. Vi spillede desværre kun 3 koncerter og en prøve. Jeg tror vi alle havde lyst til mere, men franskmændene viste åbenbart ikke, hvad de gik glip af. Kvaliteten af koncerterne blev bedre og bedre (hvad kunne det ikke være blevet til?) og som assistent kan man mærke, at der er sket en stor udvikling i orkesteret under Jespers ledelse. Repertoiret er meget populært og inspirerende. Efter koncerterne kan man opleve at publikum gåtderfra fløjtende "Misty" eller "Forelsket i København".

 

Vejret var meget vekslende og regn var der en del af, men sjovt nok syntes det som om det regnede mest, når vi sad i bussen, så det er nok hurtigt glemt.

Det er 3,gang at vi deltager i en af Skive Portorkesters ture og det var igen en vellykket tur. Tak til Hans og resten af bestyrelsen for det store arbejde med at arrengere og tak til alle deltagere for en uforglemmelig oplevelse.

 

Det er lidt ærgelig at jeg ikke har mulighed for at spille med til hverdag, men der er desværre for langt fra Fyn til Skive. Vi tillader os trods det at føle os som en del af Skive Postorkester og Jeres fremtid ligger os meget på sinde.

 

Med venlig hilsen og på snarlig gensyn.
Assistenten og hans kone
Ernst og Kirsten

bottom of page